De danser alene

et lærestykke af filosoffen Anders Fogh Jensen

25. februar - 25. marts 2017

Rialto Teatret

Pressen skrev:
★★★★★
“Hjerneudfordrende teater, hvor ord og sceniske billeder konstant ægger vores verdensbillede” (JP)
★★★★★
“Fantastisk underholdende og tankevækkende forestilling!” (Den 4.Væg)
★★★★ “Flot dramatikerdebut med en præcis, provokationspirrende tekst” (Berlingske)
★★★★★★  “En perle af en moderne, filosofisk forestilling” (Kulturkupéen)
★★★★★ Intellektuelt stimulerende (Cph Culture) 
★★★★ “Et vittigt og ironisk lærestykke” (Gregers DH)

Midt på dansegulvet kan man føle sig meget mærkeligt til mode. Man står der, og ved ikke rigtigt, hvem man danser med, hvordan og hvorfor. Men man ved, at man skal udstråle glæde, overskud og energi.
Det er projektsamfundets dans. Et samfund, hvor et stort antal forbindelser opstår og forgår hurtigt igen. Hvor reglerne er væk, og det handler om at sige ja til det hele. Det er en positivitetskultur, hvor alting er muligt, men intet er sikkert.

DE DANSER ALENE er ikke en forestilling om dans. Men et forsøg på at vise, hvordan hele vores kultur og de sociale bånd har ændret sig de sidste fyrre år. Fra et samfund med klare retningslinjer og forudsigelighed til et projektsamfund fyldt med midlertidige engagementer, ad hoc-løsninger, overfladiske relationer og halve aftaler. Som menneske i projektsamfundet skal du være udadvendt, fleksibel og omstillingsparat – og det skræmmende er ikke længere at blive udnyttet, men ikke at blive udnyttet.

DE DANSER ALENE er en forestilling om at være projektmenneske i mulighedernes uophørlige manege.
Medvirkende: Katrine Greis-Rosenthal, Tina Gylling Mortensen, Thue Ersted Rasmussen og Henrik Birch
Instruktion og scenografi: Egill Pallson



Dramatiker ANDERS FOGH JENSEN
Anders Fogh Jensen er filosof, forfatter, foredragsholder og debattør i medierne.Han er bl.a. forfatter til bøgerne Metaforens magt (2001), Mellem ting, Foucaults filosofi (2005), Projektsamfundet (2009), Projektmennesket (2009) og Hvordan skal jeg leve mit liv, Kierkegaard? (2013).
Anders Fogh Jensen har tidligere skrevet dramatiske tekster som meddramatiker på forestillingerne Kapitalen og Seminaret på Mammutteatret og Forestillingen Om En Historie på Godsbanen i Aarhus.
DE DANSER ALENE er hans debut som forfatter til et helt dramatisk værk.
www.filosoffen.dk

Anders Fogh Jensen om DE DANSER ALENE:
”Det er ikke alle samfundsindretninger, der er gode for mennesket. I 60erne og 70erne var man enormt optaget af at frigøre sig fra fastlåste systemer i følelsernes og frihedens navn. Man anede ikke, at det ville lande på en helt anden måde, nemlig som midlertidig og kortsigtet organisering, hvor aflysninger og dobbeltbookninger, halve aftaler og uophørlig cirkulation af tomme ja-tilkendegivelser blev den fleksible organiseringsform. Det, jeg gerne vil vise med dette stykke, er, hvad det gør ved et menneske at leve i dette projektsamfund, der nok er frigjort fra de rigide systemers neuroser, men som nu er frisat til at svæve i mulighedernes tomhed. Det er et lærestykke, der peger på det spil, vi spiller med hinanden, alt imens vi prøver at få vores liv til at gå op. Hvordan vi styrker spillet snarere end hinanden, alt imens vi bare gør det, der virker fornuftigt i den konkrete situation, – fremmede som vi er hos os selv. ”

 

For Skoler:

DE DANSER ALENE henvender sig også til studerende på gymnasier og HF.
Baggrunds/inspirationsmateriale kan downloades herunder.
Yderligere oplysninger: tine@bertelsen.org / tel. 2615 6051

Brev til undervisere i gymnasier og på HF
Inspirationsmateriale til studerende

Presse:

Pressemeddelelse og -billeder kan findes her

Forestillingen er støttet af: